Rigtig godt arbejde af 2 ambulancereddere

Nye stofmærker, der repræsentere hver instans
26. november 2018

Rigtig godt arbejde af 2 ambulancereddere

Så fik vi afleveret de 2 første dusører i HATB. Det drejer sig om Kenneth og Harriet, der begge arbejder som ambulancereddere hos Falck i Køge. Deres indsats var ekstraordinær, særdeles god og med til at redde liv.

Den 17. oktober 2017 fik de meldingen "Væltet gravko ved Vallø Slot, Kabinen under vand".

De kørte til Vallø Slot, hvor en stor gravemaskine var væltet forover under udrensning af voldgraven. Føreren af gravemaskinen var fastklemt inde i førerkabinen, som var delvis under vand. På stedet var brandvæsen og civile og der blev hurtigt etableret en platform rundt om kabinen i form af krydsfinerplader. Der var mudder rundt om kabinen og inde i kabinen. Føreren var ved bevidsthed men havde store smerter. Førerens højre arm var fastklemt og det var ikke umiddelbart muligt, at frigøre ham ved at trække i ham. En lægehelikopter var netop ankommet og lægen fra helikopteren kom ned til kabinen, hvor Harriet havde kontakten til føreren og undersøgte ham, mens Kenneth var lige udenfor og klar til at redde Harriet ud af kabinen, hvis gravkoen skulle glide yderligere ned i voldgraven. Harriet, Kenneth og lægen bliver enige om, at den eneste mulighed for at få føreren ud af kabinen var ved at amputere hans højre arm, der var fastklemt. Føreren skulle ud, da han lå delvis i mudderet og var stærkt underafkølet.

Under kyndig vejledning fra lægen amputere Harriet førerens højre arm, som var voldsomt læderet. Amputationen foregik i mudderet og ved brug af 2 skalpeller. Herefter blev føreren trukket ud af kabinen og fløjet til Righshospitalet. Førerens legemstemperatur var ca. 26 grader ved ankomsten til Righshospitalet, hvor han hurtigt kom under behandling.

Føreren overlevede.

Da jeg bad om en kommentar fra Kenneth og Harriet var det samstemmende: "en god dag på job, hvor samarbejdet mellem politi, brandvæsen, ambulancer og civilpersoner var fænomenalt godt. En god indsats, hvor der blev reddet liv".

Kenneth og Harriet har besøgt føreren, som er dybt taknemmelig over deres dåd.

Dette er i sandhed det som Honoring All The Brave står for. En rigtig god samlet indsats som er ekstraordinær god og livreddende. Et skulderklap til Kenneth og Harriet, som virkelig fremstod som ægte helte.

Stor Respekt til Kennth og Harriet og alle de, som hjalp til den dag ved Vallø Slot. Desværre kan Honoring All The Brave ikke honorere dem alle.